FCM-sportschef: Vi fik den ønskede lodtrækning

Skrevet af admin

19/11/2013

Dagens topnyheder

Der er stor tilfredshed i håndboldklubben FC Midtjylland efter tirsdagens lodtrækning til mellemrunden i Champions League.

De kvindelige danske mestre blev i gruppe 1 parret med Vardar Skopje fra Makedonien, Thüringer HC fra Tyskland og svenske IK Sävehof.

- Det var den pulje, vi havde håbet på, så vi er tilfredse, siger FC Midtjyllands sportschef Hans Peter Riis.

FC Midtjylland, der vandt sin indledende gruppe, undgik at komme i pulje med sidste sæsons Champions League-vindere, Györ fra Ungarn, og finalisterne, Larvik fra Norge.

De to hold kom i stedet i gruppe 2 sammen med Buducnost fra Montenegro og Krim Mercator fra Slovenien.

- Chancerne er væsentligt større, end hvis vi var havnet i den anden pulje. Det er gode hold, vi skal møde, men jeg ser klart større muligheder her, siger han.

Sportschefen vil ikke sætte procenter på FC Midtjyllands chance for at blive blandt de to bedste hold i gruppen, der går videre til semifinalerne.

Det skyldes også, at mellemrunden først begynder den 1.-2. februar, og forinden er der blandt andet VM i Serbien.

- Det er svært at sætte procenter på. Men når man kommer i et gruppespil, har man altid en målsætning om at gå videre.

- Vi går ikke i gang med det her uden at have en målsætning om at komme blandt de to hold, der går videre i turneringen, siger Hans Peter Riis.

FC Midtjylland indleder mellemrunden med en hjemmekamp mod IK Sävehof.

/ritzau/