FCM-træner før topkamp: Så dårligt spiller vi ikke igen

Skrevet af admin

30/01/2016

Mest læste i dag

FCM Håndbold topper ikke uventet Primo Tours Ligaen i håndbold efter 14 af de 22 runder i grundspillet.

Alligevel er de regerende mestre på jagt efter revanche i lørdagens klassiske opgør hjemme mod Viborg.

Ikke så meget mod viborgenserne, som FCM allerede har besejret to gange i denne sæson, én gang i ligaen og desuden i pokalfinalen. Men mere på grund af 21-27-nederlaget ude til Silkeborg-Voel KFUM i seneste spillerunde.

- Alt skal ændres fra den kamp, siger FCM-træner Helle Thomsen til klubbens hjemmeside.

- Vi ramte ikke niveauet, og jeg tror ikke på, at vi kan spille så dårligt igen. Vi har arbejdet godt på træningsbanen, og vi skal finde tilbage til vores spil, hvor vi står godt i forsvaret og kommer af sted i kontrafasen. Det bliver vigtigt med tempo i vores spil, siger hun.

FCM Håndbold har 23 point, mens Viborg ligger nummer tre med 18 point.

Efter en svær begyndelse på sæsonen er Viborg-holdet under ledelse af cheftræner Allan Heine ved at komme i gang, og klubben har vundet de seneste fem ligakampe i træk.

- Da vi mødte dem første gang, sagde jeg, at de var medaljekandidater. Dengang var der flere, der grinte af det, men man må bare sige, at det er de.

- De har store profiler, som kan præstere på et højt topniveau, og så har de en masse spillere, som arbejder hårdt, siger Helle Thomsen.

/ritzau/