FCM-træner før topkamp: Vi kan håndtere FCK

Skrevet af admin

10/05/2014

Dagens topnyheder

FC Midtjylland kan næppe bruge andet end en sejr til noget, når klubben søndag aften tager imod FC København i næstsidste spillerunde i Superligaen.

1-3-nederlaget i Brøndby har sendt FCM tre point efter førende AaB i topstriden, men midtjydernes træner, Glen Riddersholm, forventer, at hans hold kan levere det nødvendige mod de detroniserede mestre.

- Vi har to gange tidligere i sæsonen mødt FC København og vist hinanden, hvordan vi skal håndtere opgaven, og det har jeg stor tiltro til, at vi kan igen, siger Glen Riddersholm til FC Midtjyllands hjemmeside.

- Vi anerkender, at FCK stadig har Danmarks stærkeste og bedste trup, men vi skal ud og forsøge at gentage bedrifterne fra de to foregående kampe, siger træneren.

FCM vandt tilbage i juli sidste år 1-0 hjemme over FCK, og i marts sejrede midtjyderne hele 5-1 over mestrene i København.

- Vi skal slå tilbage. Vi er selvfølgelig alle sammen ærgerlige over kampen i torsdags, men vi har igennem hele sæsonen været i stand til at vise god moral og slå tilbage, og det skal vi gøre igen foran et fyldt MCH Arena.

- Vi glæder os til at spille på vores egen hjemmebane og levere en god indsats. Det føler vi selvfølgelig, vi skylder på baggrund af kampen mod Brøndby, siger Glen Riddersholm.

FCK stiller op til kampen i Herning uden flere profiler.

Angriberen Igor Vetokele er skadet, og den netop tilbagevendte Nicolai Jørgensen bliver sparet.

Også spillere som Youssef Toutouh, Olof Mellberg og Kris Stadsgaard er uaktuelle til kampen mod FCM.

/ritzau/