FDM: Europæiske biler lever ikke op til miljøtest

Skrevet af admin

22/09/2015

Mest læste i dag

Volkswagen er under hård kritik i USA, efter at det er kommet frem, at den tyske bilgigant har snydt i test om skadelige stoffer i dieselbiler.

I Europa er der ikke beviser om snyd, men ifølge foreningen Forenede Danske Motorejere (FDM) viser test ikke de samme forureningstal, som bilerne oplyser, at de producerer.

- Vi har samme problem i Europa. Ikke at nogen nødvendigvis har snydt, men vi har i en årrække kunnet se, at når miljøorganisationer har testet biler, så har bilerne haft et noget højere NOx-tal (kvælstof, red.), end de var typegodkendt til, siger Torben Lund Kudsk, der er afdelingsleder i FDM.

Han siger, at man i EU længe har været klar over, at test der bliver foretaget i forbindelse med bilers typegodkendelse, ikke svarer til de tal, bilerne viser sig faktisk at producere.

- Der er aldrig nogen, som har bevist, at man har snydt i Europa, men det man kan konstatere er, at den test som bilproducenterne bruger, ikke er særlig virkelighedsnær, siger Torben Lund Kudsk.

Derfor har man i EU besluttet at lave en helt ny test, som vil blive introduceret fra september 2017.

- Om to år kommer der en hel ny test i Europa, som forhåbentlig får de forureningstal som bilerne har i den virkelige verden til at matche dem, som de bliver testet til, siger Torben Lund Kudsk.

Volkswagen har mandag indstillet al salg af firecylinders VW- og Audi-dieselbiler i USA, efter det er kommet frem, at bilproducenten har snydt den amerikanske miljøkontrol EPA's test.

På den måde har VW's biler måske forurenet 40 gange mere end det tilladte niveau, siger EPA.

EPA truer Volkswagen med en bøde på 18 milliarder dollar eller knap 120 milliarder kroner.

Kursen på Volkswagens aktier styrtdykkede mandag på den tyske børs med 18,6 procent, og der blev med én gang kappet over 100 milliarder kroner af værdien på den tyske bilfabrik.

Ritzau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Volkswagen i Danmark.

/ritzau/