Federer afviser Wozniackis kritik: Programmet er fair

Skrevet af admin

07/07/2015

Dagens topnyheder

Den syvdobbelte Wimbledon-vinder Roger Federer afviser kritikken om, at programmet ved grand slam-turneringen favoriserer mændene og er uretfærdigt over for kvinderne.

Det sker, efter at Caroline Wozniacki mandag brokkede sig over, at kvinderne ikke får lov til at spille lige så mange kampe på Centre Court og bane et, som mændene gør.

- Det er, som det er. Jeg er sikker på, at hvis arrangørerne gør det, så er det ikke på grund af ond vilje.

- Det er bare planlægningen og tankegangen, at det måske er de kampe, som de vil have spillet på Centre Court lige nu. Og det er det, siger Federer.

Wozniacki blev mandag sendt ud af Wimbledon i 1/8-finalen, og nederlaget til spanieren Garbine Muguruza fandt sted på bane to.

Efter kampen rettede den femteseedede dansker en hård kritik af arrangørerne for ikke at give de kvindelige stjerner mere tid på de bedste og mest prestigefyldte baner.

Federer tror dog ikke, at arrangørerne bevidst favoriserer mændene frem for kvinderne.

- Selvfølgelig vil de forsøge at være fair. Jeg vil blive overrasket, hvis det forholdt sig anderledes, lyder det fra schweizeren.

Wozniacki nåede kun at spille en enkelt kamp på Centre Court. Det skete i første runde, da hun blev flyttet over på den store arena på grund af et presset program på den oprindeligt skemalagte bane to, hvor kampene trak ud.

/ritzau/AFP