Federer ikke søvnløs over misset grand slam-finale

Skrevet af admin

07/09/2014

Mest læste i dag

Den var snublende tæt på, Roger Federers 18. grand slam-titel i karrieren.

Det schweiziske tennis-es skulle inden sin semifinale ved US Open blot besejre to spillere uden for top-10 i verden for at få overrakt endnu et trofæ i en af verdens fire største tennisturneringer.

Men så let gik det ikke. Federer måtte se sig slået i tre sæt af Cilic, og dermed kan det være, at den 33-årige spiller aldrig mere kommer tættere på en ny grand slam-titel, end han var i New York-forstaden Flushing Meadows her i weekenden.

- Det er ikke livsvigtigt for mig. Jeg har ikke brug for endnu en titel for at blive gladere. Men selve øjeblikket ville betyde meget, siger Federer efter nederlaget til nyhedsbureauet AFP.

Han vandt sin seneste grand slam-titel i Wimbledon i 2012, og i de seneste ni forsøg har han kun nået finalen én gang.

Men Federer har stadig ikke opgivet troen på endnu en stor triumf, inden han slutter karrieren.

- Jeg gør et forsøg igen ved Australian Open og håber, at jeg er skadefri til den tid. Jeg nyder at spille der, og jeg håber at få en ny chance der. Jeg kan ikke gøre meget andet end at prøve at spille op til mit bedste, siger den tidligere verdensetter.

Han skal bruge den kommende uge på at lade op til weekendens Davis Cup-semifinale, hvor han og Stan Wawrinka møder Italien i Geneve.

/ritzau/AFP