Fem danskere med i norsk bud på nordisk drømmehold

Skrevet af admin

31/12/2014

Mest læste i dag

I Danmark vil vi gerne tro, at vi er Nordens bedste fodboldnation. Og selv set med norske briller kan vi bryste os af, at vi har mange af de bedste spillere i Skandinavien.

Avisen VG har siden 2010 kåret årets nordiske drømmehold bestående af de spillere, der har gjort sig bedst bemærket i løbet af året.

Og i 2014-udgaven er der blevet plads til fem spillere i den 4-2-3-1-formation, som nordmændene har valgt at stille op i.

Her står Kasper Schmeichel på mål, mens Simon Kjær og Nicolai Boilesen spiller i forsvarskæden. Og på den offensive midtbane huserer Christian Eriksen og Lasse Schöne.

Selvfølgelig er der ingen over eller ved siden af svenske Zlatan Ibrahimovic, der for femte år i træk spiller central angriber.

Men avisen fremhæver også Christian Eriksen, hvis "stjernestatus er stigende i Tottenham".

Og norske Stefan Johansen fra Celtic mener også, at Eriksen er den næststørste stjerne på holdet.

Blandt de danske spillere, som avisen ikke fik plads til, var Pierre-Emile Højbjerg, som blev vraget på grund af for lidt spilletid i efteråret, og Viktor Fischer, der har været langtidsskadet.

Sammenligner man med sidste år, hvor der var seks danskere på VG's udvalgte hold, mangler Peter Ankersen, Daniel Agger og William Kvist.

Holdopstillingen er som følger: Kasper Schmeichel (Danmark) - Omar Elabdellaoui (Norge), Simon Kjær (Danmark), Filip Helander (Sverige), Nicolai Boilesen (Danmark) - Albin Ekdal (Sverige), Stefan Johansen (Norge) - Gylfi Sigurdsson (Island), Christian Eriksen (Danmark), Lasse Schöne (Danmark) - Zlatan Ibrahimovic (Sverige).

På vg.no kan man desuden se de tidligere års drømmehold.

/ritzau/