Lige nu læser andre
Et væbnet røveri mod en pengetransport onsdag formiddag i Kokkedal blev begået af mænd fra bandemiljøet, mener politiet.
De fem er blevet anholdt onsdag eftermiddag i Helsingør-området, oplyser Nordsjællands Politi.
Umiddelbart ønsker politiet ikke at svare på, hvilken bande de anholdte har relationer til. Men det er en kendt sag, at banden Loyal to Familia er aktiv i Nordsjælland.
Røveriet skete lidt før klokken ni i Holmegårdscentret. Chaufføren på en pengetransport var ved at fylde en pengeautomat op, da han blev overfaldet.
Læs også
To mænd på en knallert truede chaufføren og slap væk med to såkaldte trolleykasser.
– De indeholdt et større beløb, siger politiets talsmand, Henrik Suhr, der ikke ønsker at gå i detaljer.
Trolleykasserne blev fundet ved Ullerødvej i Kokkedal, og senere opsporede politiet de fem mistænkte, der er i alderen 18 til 26 år.
Onsdag eftermiddag kan politiet endnu ikke udtale sig om, hvorvidt de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag.
/ritzau/