Fem mænd smuglede mindst 23 mennesker til Danmark

Skrevet af admin

05/02/2015

Dagens topnyheder

En gruppe bestående af fem mænd i alderen 41-50 år var torsdag bænket i Dommervagten i København sigtet for menneskesmugling.

Københavns Politi mener, at mændene har været involveret i menneskesmugling af mindst 23 personer, der er blevet bragt fra Mellemøsten til Danmark.

I nogle tilfælde er personerne blevet bragt videre til andre skandinaviske lande.

I forbindelse med torsdagens grundlovsforhør nægtede mændene sig skyldige, men dommeren stolede tilsyneladende mere på politiet.

- De er alle fem blevet varetægtsfængslet indtil 4. marts, siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Gunnar Nørager til Ritzau.

Af hensyn til efterforskningen - og med henvisning til grundlovsforhørets lukkede døre - vil han ikke oplyse yderligere i sagen.

Onsdag fortalte hans kollega, Carsten Ahrends, at der er tale om fire personer med dansk statsborgerskab. Den sidste mand er fra Syrien.

- Vi har efterforsket et stykke tid på denne sag, fortalte Carsten Ahrends desuden.

Han ønskede ikke at fortælle, hvor længe efterforskningen har stået på.

/ritzau/