Fem ofre for justitsmord i New York kræver millioner

Skrevet af admin

20/06/2014

Dagens topnyheder

Fem sorte og spansktalende mænd, der uberettiget fik fængselsstraffe for en brutal voldtægt og drabsforsøg på en hvid kvinde i Central Park i New York i 1989, er blevet enige om at kræve en erstatning på 40 millioner dollar (220 millioner kroner) i erstatning af New York City.

Mændene, der alle var teenagere fra Harlem, da voldtægten skete, blev alle dømt for næsten at have dræbt den 28-årige Trisha Meili, da de var på vej gennem Central Park en varm aften i april for 25 år siden, skriver The New York Times.

Hvis deres krav om erstatning imødekommes, vil hver af de fem mænd få én million dollar (5,5 millioner kroner) for hvert år de har siddet i fængsel.

The New York Times angiver ikke, hvem der er kilde til oplysningerne.

Sagen forstærkede dengang spændinger mellem sorte og hvide og mellem fattige og rige.

Meili joggede gennem parken, da hun blev overfaldet, seksuelt misbrugt og smidt ned i en grøft. Hun havde efterfølgende ingen erindring om, hvad der var sket og kunne intet sige om gerningsmændene.

Hun genvandt meget gradvist hukommelsen, hvorved politi og anklagemyndighed kom under voldsomt pres fra medierne og storbyens indbyggere for at finde de skyldige.

På meget kort tid fandt politiet så frem til fem teenagere, som blev afhørt længe, og ofte uden at de havde en advokat til stede. Trods store huller i beviserne mod dem og uden dna-prøver fra gerningsstedet.

De blev dømt til mellem seks og 13 års fængsel, indtil en serievoldtægtsmand tilstod, at han havde overfaldet Meili alene.

Gruppens historie blev fortalt i en film, "The Central Park Five", som havde premiere ved filmfestivalen i Cannes i 2012.

/ritzau/AFP