Fem ukrainske soldater er dræbt i kamp mod separatister

Skrevet af admin

11/11/2014

Dagens topnyheder

Fem ukrainske soldater er dræbt under kampe det seneste døgn mod prorussiske separatister i det østlige Ukraine.

Det oplyser en talsmand for den ukrainske hær.

- De seneste 24 timer er fem soldater døde og ni såret, oplyser han.

Kampe mellem den ukrainske hær og oprørerne blussede op i sidste uge, efter separatisterne havde gennemført valg i provinserne Lugansk og Donetsk.

Der har især været hårde kampe omkring lufthavnen i Donetsk.

Ukraine meddelte før weekenden, at 32 russiske kampvogne, kanoner og andet militært udstyr var kørt fra Rusland og ind i de oprørskontrollerede områder i Ukraine.

Ukraines regering mener, at det igen demonstrerer Ruslands centrale rolle i konflikten.

Den danske udenrigsminister, Martin Lidegaard (R) er på besøg i Ukraine. Her har han diskuteret konflikten med udenrigsminister Pavlo Klimkin og premierminister Arsenij Jatsenjuk.

Rusland nægter, at det skulle have sendt militært udstyr og mandskab hen over grænsen til Ukraine for at hjælpe de prorussiske separatister.

På et EU-udenrigsministermøde i næste uge skal medlemslandene tage stilling til, om de skal pålægge Rusland flere sanktioner oven i dem, der ad flere omgange er sat i værk siden foråret.

/ritzau/Reuters