Ferierende van Persie må vente med at komme i kamp

Skrevet af admin

03/08/2014

Mest læste i dag

Den hollandske stjerneangriber Robin van Persie må yde på træningsbanen, inden han kommer til at optræde for Manchester United i den nye sæson.

Han har netop fået ny manager i skikkelse af landsmanden Louis van Gaal, der har givet van Persie forlænget ferie efter sommerens strabadser ved VM i Brasilien, hvor Holland vandt bronze med netop Van Gaal som træner.

Derfor skal angriberen heller ikke regne med at være kampaktuel, når United åbner den nye Premier League-sæson mod Swansea 16. august.

Van Persie er ikke med på klubbens træningstur til USA, og han påbegynder først træningen på mandag. Allerede nu afviser van Gaal, at angriberen kan komme i spil til testkampen mod Valencia på Old Trafford 12. august.

- Når en spiller har været på ferie i tre uger, er han nødt til at træne. Forhåbentlig kommer han hurtigt tilbage i form, men han kommer ikke til at spille lige med det samme, siger Louis van Gaal.

Van Persie døjede med en skade i sidste sæson, og blandt andet derfor vil manageren ikke bringe ham i spil for hurtigt.

- Spillere er nødt til at træne, og Robin er nødt til at være tilbage i fuld træning, inden han kan spille.

- Han vil gerne spille alle kampe, men det vil de 30 andre spillere i truppen også, siger Van Gaal.

Manchester United viste lørdag aften, at formen inden den kommende sæson er ved at være på plads. Holdet slog Real Madrid 3-1 i en amerikansk træningsturnering foran næsten 110.000 tilskuere på Michigan Stadium.

/ritzau/Reuters