Fifa-boss vil lade trænerne udfordre dommerne

admin

|

12/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Dommeren kan tage fejl, og derfor skal trænerne have lov til at udfordre deres afgørelser i fodboldkampe.

Det mener Fifa-præsident Sepp Blatter, som onsdag aften overraskede kongressen med et forslag om, at give trænerne en regel, som bedst kendes fra tennis.

Her har spillerne lov til tre gange i hvert sæt at udfordre dommerens afgørelse og få den testet af kamera-systemet hawk-eye.

Sepp Blatter foreslår, at trænerne skal kunne gøre det to gange i løbet af en kamp.

- Hvis træneren ikke er enig i dommerens afgørelse, kan han bede om at se en optagelse af situationen. Det vil da være noget nyt, sagde Sepp Blatter onsdag aften.

Fifa-præsidenten slog fast, at han vil aflevere forslaget til Ifab, som er det Fifa-organ, der beslutter reglerne i fodbold.

Et af medlemmerne af Ifab, skotten Stewart Regan, siger ifølge det svenske nyhedsbureau TT, at forslaget åbner spørgsmål om, hvordan fodbold skal spilles og fodboldkampe afvikles.

- Hvis man stopper kampen for at gennemgå tv-optagelser, forsvinder det som fansene vil have - et hurtigt og flydende fodboldspil, siger han.

/ritzau/