Fifa fastholder karantæne til Luis Suarez

Skrevet af admin

10/07/2014

Mest læste i dag

Luis Suarez og Uruguays fodboldforbund fik ikke held med at anke stjerneangriberens karantæne efter biddet mod italieneren Giorgio Chiellini under VM i Brasilien.

Det internationale fodboldforbund (Fifa) meddeler torsdag, at anken er blevet afvist.

Luis Suarez blev i sidste måned idømt karantæne i ni landskampe samt fire måneders udelukkelse fra al fodbold.

Det skete, efter at han bed Giorgio Chiellini i skulderen i Uruguays afsluttende gruppekamp ved VM, som det sydamerikanske land vandt 1-0 over Italien.

Kampens dommer så ikke episoden, så Luis Suarez blev ikke straffet under kampen.

Ud over karantænen blev Liverpool-angriberen også idømt en bøde på 100.000 schweiziske franc (ca. 613.000 kroner).

Det er tredje gang i karrieren, at Suarez har fået karantæne for at bide en modspiller. Som Ajax-spiller fik han syv kampes karantæne i 2010 for at bide en PSV Eindhoven-spiller.

Sidste år blev det til 10 kampes karantæne, efter at Liverpool-topscoreren satte tænderne i Chelsea-spilleren Branislav Ivanovic.

Desuden har Suarez også en racismekarantæne på otte kampe på sit cv for at have udtrykt sig racistisk over for Manchester Uniteds Patrice Evra i 2011.

Karantænen betød i første omgang, at Luis Suarez ikke var med, da Uruguay tabte 0-2 til Colombia i 1/8-finalen ved VM.

Fremadrettet kommer karantænen også til at ramme Liverpool.

Luis Suarez kan ikke være med i de første ni runder af Premier League, og han er spærret fra at deltage i de første tre runder af Champions League-gruppespillet.

Fifa meddeler, at afgørelsen kan ankes til den internationale sportsdomstol (CAS).

/ritzau/