Finanslov er tæt på at falde på plads: Ny ydelse på vej

Skrevet af admin

12/11/2014

Dagens topnyheder

Regeringen, SF og Enhedslisten er tæt på at få landet en politisk aftale om ledige, der er faldet ud af dagpengesystemet, erfarer DR Nyheder.

Dermed ser det ud til, at vejen er banet for den endelige aftale om finansloven for 2015.

Forslaget om at forlænge arbejdsmarkedsydelsen er opgivet. I stedet indføres en ny ydelse, der hører hjemme i kontanthjælpssystemet.

Ifølge DR Nyheders oplysninger har ydelsen undervejs i forhandlingerne haft arbejdstitlen "kontantydelse".

Ydelsen kan gives til folk, der hverken kan modtage dagpenge eller kontanthjælp. Ydelsen skal dog udbetales efter særlige regler og altså ikke pr. automatik.

Den ny ydelse vil økonomisk svare til arbejdsmarkedsydelsen - svarende til 60 procent af dagpengene for ikke-forsørgere og 80 procent for forsørgere.

Og ifølge DR Nyheder står den omstridte gensidige forsørgerpligt i kontanthjælpssystemet til at blive afskaffet. Den har været udsat for hård kritik, siden den blev indført i forbindelse med kontanthjælpsreformen i 2013.

I løbet af 2015 udløber de midlertidige ydelser som for eksempel arbejdsmarkedsydelsen. Og det vil indebære, at en del ledige falder helt ud af systemet, hvis de ikke når at finde et arbejde og ikke har ret til anden form for hjælp.

Både SF og Enhedslisten har kæmpet for, at selve dagpengereformen - herunder genoptjeningskravet - blev ændret som led i en rød finanslovaftale.

Ifølge Børsens politiske kommentator, Helle Ib, lader det ikke til, at de to partier kommer igennem med det, ligesom regeringen heller ikke har villet forlænge arbejdsmarkedsydelsen, der ellers har samlet ledige op, som mistede retten til dagpenge.

I stedet kan det altså blive en del af kompromiset, at der lanceres en helt ny ydelse til de hårdest ramte arbejdsløse, skriver Børsen.

/ritzau/