Finanstilsynet kræver langt bedre sikkerhed i Nets

Skrevet af admin

13/05/2015

Dagens topnyheder

Finanstilsynet kommer med kritik af betalings- og kortudbyderen Nets.

I en ny redegørelse skriver Finanstilsynet, at Nets har "flere svagheder", der betyder, at der nu gives en række påbud til virksomheden.

- Det er Finanstilsynets vurdering, at Nets på tidspunktet for inspektionens gennemførsel ikke i tilstrækkelig grad har implementeret en dokumenteret it-risiko- og sikkerhedsstyring på tværs af virksomheden, skriver Finanstilsynet i redegørelsen.

Det er altså it-sikkerheden, som Finanstilsynet nu kritiserer i virksomheden, der blandt andet håndterer vores dankortoplysninger.

Derfor giver Finanstilsynet påbud om, at Nets skal sikre, at it-sikkerheden fremover tager afsæt i en dokumenteret risikovurdering.

- Samt at Nets styrker it-sikkerhedsorganisation med klart definerede roller og ansvar for organisering af it-arbejdet, skriver tilsynet.

Tilsynet skriver også, at kontrol- og sikringsforanstaltninger skal sikres, og at virksomheden skal sikre, at personalet med adgang til data kontrolleres.

Det er første gang Nets er underlagt en redegørelse fra Finanstilsynet.

Virksomheden blev underlagt tilsyn sidste sommer, efter Nets kom i søgelyset i den såkaldte "Se og Hør-sag", hvor en medarbejder hos underleverandøren IBM lækkede en betydelig mængde personlige oplysninger om en række kendte mennesker.

Men til trods for kritikken garanterer kommunikationschefen hos Nets, at danskernes oplysninger i dag er sikre hos dem.

- Vi passer godt på data, der er ikke tale om, at Finanstilsynet konstaterer, at dine eller mine bankdata er i fare, siger kommunikationschef Karsten Anker.

Han forsikrer, at der siden efteråret, hvor en ny ledelse indtrådte, er blevet investeret massivt i sikkerheden, og at det vil vise sig i næste års redegørelse.

- På det tidspunkt, hvor de kommer til os, der er det sådan set en fuldstændig berettiget kritik, men i den sammenhæng er det vigtigt at sige, at vi er meget langt med sikkerheden, og vi kommer til at efterleve hvert eneste påbud, siger Karsten Anker.

/ritzau/