Fingeraftryk starter ny iPad Air på slankekur

admin

|

16/10/2014

Dagens topnyheder

På et velbesøgt pressemøde i Apples hovedsæde i Cupertino har it-giganten introduceret en hurtigere og tyndere iPad Air 2. Den nye model kan tændes ved hjælp af fingeraftryk, som man også har set på de seneste iPhone-modeller.

iPad Air 2 er 18 procent tyndere end sin forgænger, og Apple hævder selv, at det er markedets tyndeste apparat.

- Det nye design gør den til verdens tyndeste tablet. Den er så tynd, at du kan lægge to oven på hinanden, og de vil stadig være tyndere end den originale iPad, siger Apples vicedirektør, Paul Schiller, under lanceringen.

Apple har siden lanceringen af den første iPad solgt 225 millioner modeller af apparatet, der senere er blevet videreudviklet i andre typer og modeller.

I de to seneste to kvartaler er salget af iPads dog ikke vokset så meget som tidligere set.

Ifølge researchfirmaet Gartner steg salget med 55 procent i 2013, men i år ventes vækstraten kun at lande på 11 procent.

Ud over en ny iPad Air 2 lancerede Apple også en mindre tablet, den såkaldte iPad Mini 3, der også har fingeraftryk-system.

På pressemødet sagde den amerikanske it – gigant, at der nu er 675.000 såkaldte apps, der er designet med henblik på, at de skal bruges til iPad.

/ritzau/Reuters