Finsk minister: Rusland vil undgå Ukraine som fjende

Skrevet af admin

18/03/2014

Dagens topnyheder

Det er meget muligt, at Rusland har store planer for Ukraine. Men forhåbentligt vil man ikke forsøge at føre dem ud i livet af skræk for konsekvenserne, advarer den finske udenrigsminister Erkki Tuomioja.

Udenrigsministeren siger til det finske nyhedsbureau FNB, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, i sin tale i det russiske parlament tirsdag indirekte kan have henvist til Ruslands planer, hvad angår nabolandet.

- Når man i talen erindrer om, at Ukraine er Ruslands hjerte og kerneområde, så kunne nogen få den tanke, at den overordnede plan er at sammenføre Ukraine med Rusland. Jeg siger ikke, at det er nogens plan, siger Tuomioja.

Udenrigsministeren konstaterer, at Rusland under alle omstændigheder ikke ønsker, at Ukraine skal være en fjende, der bygger militærbaser tæt på grænsen til Rusland.

EU har truet med nye sanktioner, hvis Rusland griber til militær vold mod Ukraine. Tuomioja er dog bekymret for, at sanktionerne vil skade EU og på kort sigt ikke have nogen væsentlig betydning for Rusland.

Derimod kan markedernes reaktioner forårsage så stor skade internt i Ruslands, at Putins nationalistiske taler ikke længere vil være tilstrækkelige for at begejstre russerne.

- Hvis det begynder at gå op for dem, at det her har en pris, og at Rusland bliver isoleret, så vil man næppe være helt tilfredse med det, siger Tuomioja.

Den finske europaminister Alexander Stubb tror, at Krim-krisen kommer til at få EU til at stå sammen. Han siger, at det er det, der er sket tidligere, når magtpolitikken er vendt tilbage til Europas grænser som eksempelvis under Georgien-krigen i 2008.

Stubb tror, at de EU-lande, der har haft et forskelligt syn på Rusland, nu har lettere ved at forstå hinanden.

Han mener, at det ikke er i Finlands interesse på nuværende tidspunkt at begynde at tale om for eksempel ikke at ville deltage i EU's fælles sanktioner.

/ritzau/FNB