Finsk og amerikansk firma skal destruere syriske våben

Skrevet af admin

14/02/2014

Dagens topnyheder

Den endelige destruktion af Syriens kemiske våben, som danske skibe er med til at fragte ud af landet, skal gennemføres af et finsk og et amerikansk firma, oplyser organisationen for forbud mod kemiske våben (OPCW) fredag.

Det finske firma, Ekokem, skal ifølge OPCW stå for at destruere ingredienser til de kemiske våben samt affaldsmateriale, som er blevet tilovers efter destruktion af våben om bord på et amerikansk skib, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det andet firma, som har fået retten til at hjælpe til med destruktionen, er det amerikanske datterselskab af det franske firma Veolia Environment.

I alt 14 firmaer har ansøgt om at destruere våbnene. Det danske firma Nord, som specialiserer sig i at behandle farligt affald, var med i prækvalificeringen, men valgte ikke at komme med et endeligt bud.

- Da danske skibe fik til opgave at transportere kemikalierne ud af Syrien, anså vi det for at være urealistisk, at vi ville få lov til at destruere dem. Danmark havde ligesom taget sin del af opgaven, siger Nords administrerende direktør, Carsten Fich.

Inden det endelige valg af, hvilket firma der skulle have opgaven, skulle de kvalificerede bud igennem en grundig teknisk og kommerciel gennemgang, skriver OPCW i en pressemeddelelse.

- Konklusionen af processen repræsenterer et vigtigt skridt hen imod den fulde destruktion af Syriens kemiske våben inden for tidsfristerne, skriver OPCW.

Den samme organisation vurderede for nylig, at destruktionen af kemiske våben i Syrien bliver forsinket tre måneder og formentligt først vil være færdig i slutningen af juni.

Det var ellers den oprindelige plan, at destruktionen af sennepsgas og stoffer til gasserne Sarin og VX skulle være klaret i slutningen af marts.

Det tredje læs kemiske våben blev bragt ud af landet på et norsk skib for fire dage siden. Et dansk fragtskib og et dansk krigsfartøj deltager også i arbejdet.

FN's Sikkerhedsråd besluttede i en resolution, at våbnene skulle destrueres, efter at flere voldsomme angreb på civilbefolkningen i Syrien kostede flere hundrede mennesker livet i august sidste år.

/ritzau/