Fire katte døde efter at være blevet forgiftet

Skrevet af Jesper Larsen

25/08/2015

Dagens topnyheder

Fire katte er døde, mens en enkelt overlevede at være blevet forgiftet, efter de havde spist eller slikket på et giftigt stof i Nørresundby. 

Alle kattene er fra samme villakvarter, og fælles for dem er, at de blev fundet med feber og kramper - symptomer der peger mod, at de har indtaget metaldehyd, der er et giftigt og ulovligt stof, der bruges til at bekæmpe dræbersnegle. 

En af de nu døde katte var den 11-årige hankat Malle, der tilhørte familien Makholm. Den måtte aflives samme dag, den blev fundet, da dens liv ikke stod til at redde. 

- Der skal ikke mere end et par slik til, før det er farligt. Og giften er lavet sådan, at den smager sødt, hvilket kan friste katte eller andre dyr til at spise det, siger dyrlæge Henrik Bastholm til Nordjyske.

Lidelserne for katten starter, når den har indtaget giften. Den giver kramper i ansigtet, der breder sig til resten af kroppen. Og på grund af kramperne får katten også høj feber. 

- Man skal være opmærksom på, hvad det er for noget gift, man bruger mod dræbersnegle. Det gift, der er godkendt i Danmark, har ikke nogen skadelige konsekvenser for dyr, siger Henrik Bastholm til Nordjyske.

Sneglegiften med det ulovlige metaldehyd kan købes på internettet og i Tyskland.