Fire personer anholdt i forbindelse med filmstjernes død

Skrevet af admin

05/02/2014

Mest læste i dag

Politimyndighederne i New York har anholdt fire personer, der bliver knyttet sammen med den narkotika, som blev fundet i lejligheden hos Hollywood-stjernen Phillip Seymour Hoffman, der døde i søndags.

Det skriver The New York Daily News, der citerer en række unavngivne politikilder.

Anholdelserne skete under en razzia i en bygning i distriktet Chinatown i New York, hvor politiet havde sporet den heroin, som den Oscar-vindende skuespiller angiveligt døde af, skriver avisen.

New York Politi siger til nyhedsbureauet Reuters, at fire personer er pågrebet i byen, og at en mængde narkotika er blevet beslaglagt, men ellers ønsker man ikke at bekræfte, om anholdelserne har noget at gøre med Hoffmans død.

46-årige Phillip Seymour Hoffman blev i søndags fundet død i sin lejlighed. Resultatet af obduktionen bliver angiveligt offentliggjort onsdag, men der er mistanke om en overdosis.

Skuespilleren bliver stedt til hvile ved en privat ceremoni, og begravelsen finder sted i New York, hvor kun familie og venner er inviterede.

Gennem årene havde Philip Seymour Hoffman angiveligt en del problemer med misbrug.

Det tyske nyhedsbureau dpa skriver, at han tidligere talte åbent om misbrugsproblemer, som han sloges med det meste af livet.

Forbes skriver, at Hoffman i maj i fjor var til afvænning på grund af heroinmisbrug.

Filmstjernen debuterede i 1991 og har siden været en meget alsidig og respekteret karakterskuespiller. I 2005 modtog Phillip Seymour Hofmann en Oscar for bedste mandlige hovedrolle i filmen "Capote".

/ritzau/Reuters