Fjernet advokat i drabssag går til menneskeretsdomstol

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

I en principiel afgørelse fra Højesteret blev advokat Andro Vrlic udelukket fra en drabssag ved Café Louise i København, selvom sagen allerede var afgjort ved byretten.

Nu vil forsvarsadvokaten gå til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og klage over Højesterets kendelse om, at advokater fra samme firma i samme sag kan give et dårligere forsvar for den enkelte klient på grund af interessekonflikter.

- Min klient er frifundet og har fået det, som han ville, men præmisserne er meget generelle, og derfor kan det få betydning i andre sager, hvis klienter vil have mig og mine kolleger til at repræsentere dem i en sag, siger Andro Vrlic til Ritzau.

I straffesagen om drab og flere drabsforsøg på Café Louise i København har rigsadvokaten protesteret imod, at to advokater fra samme kontor forsvarede to brødre, som var tiltalt i sagen.

Den ene bror blev forsvaret af Michael Juul Eriksen, der er partner i firmaet Tommy V. Christiansen. Den anden bror var repræsenteret af Andro Vrlic, der er ansat i firmaet.

Over for Højesteret har rigsadvokaten påstået, at der var risiko for en såkaldt interessekonflikt, og at Andro Vrlics klient ville få et ringere forsvar. Derfor skulle Andro Vrlic fjernes, hvilket Højesteret er enig i modsat by- og landsretten.

Og selvom Andro Vrlics klient blev frifundet for flere drabsforsøg, og advokaten først blev taget af sagen efter dommen, så vurderer han alligevel, at Menneskerettighedsdomstolen måske vil behandle sagen.

- Konventionen siger, at domstolen skal afvise en klage, hvis det påklagede ikke har haft væsentlig ulempe, medmindre respekten for menneskerettigheder gør det påkrævet at behandle den, fortæller advokaten.

Højesteret vurderer, at firma-advokater kan give et dårligere forsvar for den enkelte klient på grund af interessekonflikter. Det er altså for klienternes egen skyld, at Højesteret nu har afsagt to principielle afgørelser om at fjerne advokater.

Højesteret skriver i kendelsen, at forsvaret "kun kan varetages af advokater fra samme kontor, hvis der ikke er modstridende interesser mellem de sigtede eller er nærliggende risiko herfor".

/ritzau/