Flere bliver fyret på gråt papir

Skrevet af admin

15/07/2014

Dagens topnyheder

Et stigende antal lønmodtagere oplever at blive fyret på et usagligt grundlag.

Sådan lyder meldingen fra de faglige organisationer Djøf og Dansk Metal. I fødevareforbundet NNF og Lederne betegner man ligeledes tallene for opsigelser på et forkert grundlag som høje, skriver Jyllands-Posten.

I Djøf med 81.500 medlemmer oplever man sager om opsigelser, der er usaglige, fordi de fyrede ikke eksempelvis fik en begrundelse eller et varsel.

- Min oplevelse er, at mange arbejdsgivere går direkte på med en opsigelse, siger Helle Venø, der er chefkonsulent i forhandlingsafdelingen i Djøf, til Jyllands-Posten.

Ifølge Keld Bækkelund, forbundssekretær for forhandlingssekretariatet i Dansk Metal, har forbundet med cirka 80.000 medlemmer haft et stigende antal sager om usaglige opsigelser gennem de seneste 10 år.

- Vores medlemmer er blevet mere oplyste om deres rettigheder end tidligere, siger Keld Bækkelund til avisen.

Organisationen Lederne, der har godt 100.000 medlemmer i nøglestillinger, kritiserer virksomhederne:

- Forholdsvis mange ledere bliver fyret på en ukorrekt baggrund. Virksomhederne er part i sagen og har en tendens til at tolke reglerne ensidigt, siger Bodil Nordestgaard Ismiris, direktør i Lederne.

Jeanette Justesen er advokat i Dansk Arbejdsgiverforening, DA, og sekretær i Afskedigelsesudvalget - det forum, hvor alle DA's sager om usaglige afskedigelser lander. Hun kan ikke genkende den udvikling, som de faglige organisationer oplyser.

- Vi ligger meget stabilt på 12-16 sager om året for hele DA's område. Tallene fra Dansk Metal og NNF må enten skyldes, at der er arbejdsgivere uden for det organiserede område, eller at parterne klarer det selv, hvis der er tale om små sager. Derfor er deres tal lidt uigennemsigtige, for de sager, der er kød på, havner her i udvalget, siger hun.

/ritzau/