Flere cirkusartister kvæstet: Faldt mindst otte meter

Skrevet af admin

05/05/2014

Dagens topnyheder

Otte kvindelige akrobater er alvorligt kvæstet efter et fald på mindst otte meter under en cirkusforestilling søndag, fortæller cirkusselskabets ejere.

En artist, der stod i manegen, blev også kvæstet, og omkring 10 andre artister er også kommet til skade under ulykken, der skete omkring middagstid under en cirkusforestilling i byen Providence i delstaten Rhode Island.

Akrobaterne var netop begyndt på et show, hvor de svingede igennem luften holdt oppe af deres hår, da sikkerhedsudstyret gik i stykker, fortæller talsmand Stephen Payne fra Feld Entertainement.

Kvinderne hang i forskellige højder på ulykkestidspunktet, og de faldt mellem otte og 12 meter mod jorden. Da artisterne var spændt fast til udstyret, som gik i stykker, var et sikkerhedsnet ikke påkrævet, oplyser talsmanden.

Det er ikke oplyst, hvilke former for skader, artisterne har pådraget sig, men de forventes alle at overleve, lyder det.

Aletha Wood var taget i cirkus med sine to små børn, og hun siger til Reuters, at cirkusteltet var fyldt, da ulykken skete.

- Der hang en metalskive fra loftet, og det så ud som om, den blev holdt oppe af et enkelt kabel, fortæller hun.

Kort efter brækkede kablet over og kvinderne styrtede mod jorden. Cirkusartisterne skreg ikke, da de faldt mod jorden og der lød et gisp fra publikum, som først var i tvivl om, hvorvidt styrtet var en del af forestillingen, fortæller Aletha Wood.

Der er nu en efterforskning i gang om, hvordan ulykken kunne ske.

- Vi samarbejder med de lokale myndigheder og vores sikkerhedsteam for at finde ud af, hvad der skete og for at sikre, at apparaturet er sikkert for vores performere, siger talsmanden Stephen Payne.

/ritzau/Reuters