Flere er mistænkt i formodet sædelighedssag

Skrevet af admin

27/06/2014

Dagens topnyheder

En mand er allerede fængslet i en sag, som efter alt at dømme drejer sig om seksuelle overgreb mod børn, og politiet har flere mistænkte i sagen, erfarer Ritzau.

Hos Østjyllands Politi, som efterforsker sagen, vil vicepolitiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen ikke kommentere, hvorvidt der er tale om en sædelighedssag, men han bekræfter over for Ritzau, at der er flere mistænkte.

- Men der er ikke foretaget yderligere anholdelser eller rejst yderligere sigtelser på nuværende tidspunkt, siger Jesper Bøjgaard Madsen.

I sagen blev en 47-årig mand i begyndelsen af juni varetægtsfængslet efter et retsmøde i Randers. Retsmødet blev holdt for såkaldt dobbeltlukkede døre, og det betyder, at hverken sigtelsen mod manden eller mandens forklaring er tilgængelig for offentligheden.

Dog er reglerne skruet sådan sammen, at når retten afsiger kendelse i sådan en sag, så skal det foregå i et åbent retsmøde. Og Ritzau har på baggrund af en aktindsigt fået adgang til den del af retsbogen, som omhandler den åbne del af retsmødet.

Af retsbogen fremgår det, at grunden til den dybe hemmeligholdelse af sagen er, at der skal foretages efterforskning i udlandet. Den oplysning har Jesper Bøjgaard Madsen ingen kommentarer til.

Det fremgår desuden af retsbogen, at politiet har indledt sagen som efterforskning af voldtægt af et barn under 12 år. Det betyder dog ikke, at det er den bestemmelse i straffeloven, der er rejst sigtelse for på nuværende tidspunkt.

Den 47-årige er foreløbig varetægtsfængslet i sagen frem til 4. juli. Her skal han igen stilles for en dommer, som skal tage stilling til, om fængslingen skal forlænges, eller om manden skal løslades.

Jesper Bøjgaard Madsen oplyser til Ritzau, at et eventuelt retsmøde den 4. juli formentlig også vil komme til at foregå for dobbeltlukkede døre.

Hvordan den 47-årige mand forholder sig til sigtelsen, er uvist. Hans advokat, Mogens Freinsilber oplyser til Ritzau, at han ikke vil udtale sig i sagen.

Retten i Randers har oplyst, at den 47-årige efter retsmødet i begyndelsen af juni valgte ikke at kære afgørelsen om varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

/ritzau/