Flere erhvervsdrivende lukker og slukker

Skrevet af admin

02/12/2013

Mest læste i dag

Krisen banker på hos mange erhvervsdrivende. I november måtte 582 lukke og slukke - og det er en stigning på otte procent i forhold til oktober, viser tal fra Bisnode Credit.

Det er nu anden måned i træk, at antallet af konkurser stiger efter et år, hvor det ene fald ellers afløste det andet.

2013 så eller ud til at byde på et lavt antal konkurser sammenlignet med 2012. Men de seneste to måneder har rokket ved det - så nu nærmer niveauet sig 2012.

I årets første 11 måneder var der 4766 konkurser. Det er kun 2,3 procent under niveauet for de første 11 måneder af 2012.

- Helt til september forventede vi, at det samlede antal konkurser i 2013 ville ligge langt under niveauet for 2012. Oktober og november måned har dog ændret det billede markant, siger Martin Stabell, specialist i kreditrisikovurderinger hos Bisnode Credit.

I årets næstsidste måned fortsatte den negative udvikling for finanssektoren fra måneden før. November bød igen på et stigende antal konkurser, og sammenlignet med november sidste år var der tale om en stigning på 24 procent.

Det så dog en smule lysere ud for byggebranchen i november. For fjerde måned i træk var der fald i antallet af konkurser, og sammenlignet med november sidste år var faldet på 17 procent.

- Byggebranchen, der ellers har været meget i mediernes søgelys med en række store konkurser, byder for fjerde måned i træk på faldende konkurstal. Det er rigtig positivt for branchen, siger Martin Stabell.

- Det er dog værd at bemærke, at branchen kommer fra et højt konkursniveau sammenlignet med gennemsnittet af dansk erhvervsliv, siger risikospecialisten.

Bisnode Credit er Nordens største leverandør af kredit- og forretningsinformation på erhverv og privatpersoner.

/ritzau/