Flere fagforeninger forsikrer medlemmer mod løntab

Skrevet af admin

07/07/2014

Mest læste i dag

Det kan være svært at leve for dagpengene, hvis man som lønmodtager bliver fyret. Derfor vælger et stigende antal fagforeninger at tegne en fælles lønforsikring for deres medlemmer.

De lønforsikrede får ud over dagpenge på højst 17.658 kroner om måneden dækket op til 80 procent af forskellen mellem dagpengene og den tidligere løn, skriver Ugebrevet A4.

Det er et udtryk for, at fagforeningerne vil servicere medlemmerne bedst muligt, vurderer Jørgen Stamhus, arbejdsmarkedsforsker og lektor ved Aalborg Universitet.

- Det er et produkt, der lægges ind i den samlede pakke fra fagforeningens side, siger han til Ritzau og fortsætter:

- Fra fagforeningens side giver det den gevinst, at man sender et signal om, at man har et produkt til medlemmerne, som kan være attraktivt og hjælpe dem i en svært presset situation, som det er at være arbejdsløs.

I løbet af 2013 fik 24.000 flere danskere en lønforsikring, så der nu er omkring 151.000 lønforsikrede herhjemme.

Flere af fagforeningerne, der primært står bag stigningen, vælger at give medlemmerne fælles lønforsikringer især på grund af den utryghed, der er på arbejdsmarkedet.

- Det er forståeligt nok, at der kommer sådan en udvikling. Men en stigning på 24.000 lønforsikrede er stadig kun et lille udsnit af den samlede beskæftigelse, siger Jørgen Stamhus.

Hos en anden arbejdsmarkedsforsker, Jesper Due, der er professor ved Københavns Universitet, vurderes det, at udviklingen kan hænge sammen med de ændringer, der er sket i dagpengesystemet.

- Jo højere løn du har, jo mindre er du dækket i tilfælde af arbejdsløshed, når vi taler i forhold til dagpengesystemet, siger Jesper Due og tilføjer:

- Det kan også skyldes, at fagforeningerne finder, at deres medlemmer er bedre sikret med en lønforsikring i den periode, hvor de søger nyt arbejde.

Og ifølge Jørgen Stamhus finder langt de fleste et job efter en kortere ledighedsperiode, så det er et spørgsmål, om de enkelte har brug for yderligere forsikring.

I Socialpædagogernes Landsforbund er medlemmernes kontingent steget med 40 kroner som følge af den kollektive lønforsikring.

/ritzau/