Flere hundrede henvendelser efter sexovergreb i Refsvindinge

Skrevet af Ann Katrine Warren

16/11/2012

Mest læste i dag

Der strømmer fortsat ind med henvendelser fra borgerne i sagen om et seksuelt overgreb på en 10-årig pige i Refsvindinge onsdag eftermiddag. Alene i købet af torsdag aften og nat modtog Fyns Politi langt over 100 nye henvendelser. Dermed har antallet af henvendelser i sagen oppe på flere hundrede.

-Der er ingen tvivl om, at den her sag fylder rigtig meget i folks bevidsthed. Det forstår jeg godt, og vi er i fuld gang med at se på de mange tip og iagttagelser, vi har modtaget i sagen, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen.

Mange henvendelser handler om den bil, gerningsmanden kørte i. Her efterlyser politiet en lidt ældre personbil i en mørk rødlig nuance – der efterlyses altså ikke en bestemt model eller type.

-Vi har tidligere efterlyst en bestemt model og type, men jeg vil gerne slå fast, at vi nu leder efter en bil i en mørk rød nuance, siger Henrik Justesen.

I forbindelse med overgrebet på den 10-årige pige efterlyser politiet en gerningsmand med følgende signalement: En voksen mand, dansktalende, almindelig af højde, almindelig til kraftig af bygning, iført sort/mørk strikhue, sort/mørk bluse, mørkeblå cowboybukser og sorte kondisko. Han var ikke iført en jakke.

-Vores nye signalement af gerningsmanden rummer ikke nogen alder. Det har vi valgt, fordi det ofte er rigtig svært for at barn at fastslå voksnes alder. En 30-årig kan være gammel i en 10-årigs øjne. De samme kan en på 50 år. Derfor melder vi ud, at vi leder efter en voksen mand, siger Henrik Justesen.
 
Sagen kort:
Onsdag modtog Fyns Politi endnu en anmeldelse om et seksuelt overgreb mod en pige. Pigen var klokken 15.05 på vej hjem fra sin skolefritidsordning mod sin bopæl på Longvej, da en ældre bil i en mørk rød nuance kørte op på siden af hende. Manden i bilen stod ud og tog fat i hende og hev hende ind på bagsædet.
Derefter kørte lidt rundt i området, inden han stoppede bilen og forgreb sig seksuelt på den 10-årige pige. Pigens øjne var dækkede under overgrebet. Efter overgrebet mod pigen kørte gerningsmanden hende hen til hovedvejen mellem Refsvindinge og Ørbæk ved Longvej, hvor han satte hende af.

Politiet formoder, der er tale om samme gerningsmand, som den 26. oktober stod bag et tilsvarende overgreb mod en 11-årig pige i Vester Skerninge. I begge sager der sikret spor til DNA.