Flere meldes dræbt under nye angreb i Nigeria

Skrevet af admin

01/06/2014

Dagens topnyheder

Adskillige personer har mistet livet under nye angreb mod landsbyer i det nordøstlige Nigeria, fortæller beboere.

Staten Borno er præget af voldsomme uroligheder, og oprørere fra den militante islamiske gruppe Boko Haram mistænkes for at stå bag det seneste angreb.

Lørdag åbnede bevæbnede mænd ild mod tre landsbyer.

- De brændte alle landsbyerne og tog vores husdyr, siger Bunu Kaloma, der er beboer i en af landsbyerne. Ifølge ham blev 15 personer dræbt, men der er fortsat uklarhed om det præcise dødstal.

Landsbyerne er placeret i et område nær grænsen til Cameroun, hvor hundredvis blev dræbt under en blodig massakre 5. maj.

Torsdag blev 35 personer dræbt ved koordinerede angreb på tre andre landsbyer i Borno ifølge en militærkilde.

Alene i landsbyen Gumushi blev 26 mennesker dræbt.

- Oprørerne kastede benzinbomber ind i huse, satte ild til dem og skød beboerne, når de prøvede at flygte, sagde militærilden til CNN om angrebet, der fandt sted omkring klokken seks torsdag morgen.

Onsdag lykkedes det tilsyneladende fire skolepiger at flygte fra Boko Haram. Pigerne var en del af den store gruppe på over 270 piger, som den islamiske gruppe bortførte fra en skole i april.

Undervisningskommissæren i Borno-delstaten siger, at Boko Haram nu har 219 piger tilbage af den store gidselgruppe.

Pigerne gik til eksamen på deres skole i en afsides liggende landsby, da Boko Haram rykkede ind i lastbiler og kørte væk med 276 piger ifølge officielle tal. Senere lykkedes det 53 af dem at flygte.

Siden 2009 har Boko Haram kæmpet for at etablere en islamisk stat i den nordøstlige del af Nigeria.

Beboere i Borno har været udsat for næsten daglige angreb i år, hvor flere end 2000 personer er blevet dræbt.

/ritzau/AFP