Flere personer dræbt af skud i schweizisk landsby

Skrevet af admin

10/05/2015

Dagens topnyheder

Fem personer er lørdag aften blevet dræbt efter et skuddrama i Würenlingen i det nordlige Schweiz.

Skudepisoden fandt sted omkring klokken 23 lørdag aften, hvor naboer hørte skud og tilkaldte politiet.

Chefen for det lokale politi, Michael Leutpold, fortæller på en pressekonference, at alle de dræbte er af schweizisk nationalitet, og at man med den viden, man har, kan udelukke, at der skulle være tale om terror.

Den 36-årige formodede gerningsmand er i familie med flere af ofrene og er også omkommet under skudepisoden.

Lokale medier har fortalt, at der skulle være tale om en 36-årig politimand og far til tre.

Gerningsmanden tog ifølge politiet hen til et hus, hvor han skød og dræbte sine svigerforældre, en mand på 58 år, hans 57-årige hustru samt sin 32-årige svoger.

Derefter tog han videre til et andet hus, hvor han skød en 46-årig mand, inden han vendte våbnet mod sig selv og begik selvmord.

Episoden har rystet det lille alpeland, som ellers sjældent bliver forbundet med tragedier som denne.

- Det er ikke muligt. Vi er trods alt det rigeste og lykkeligste land i verden, siger den tysk-sprogede schweiziske avis Blick.

En rapport, som blev offentliggjort i slutningen af april måned, viste, at Schweiz har den lykkeligste befolkning i verden, hvilket startede en bølge af national stolthed i landet.

Würenlingen ligger nord for Zürich tæt ved den tyske grænse og har under 4500 indbyggere.

/ritzau/Reuters