Flertal af vælgerne vil have øget grænsekontrol

Skrevet af admin

09/05/2014

Dagens topnyheder

Et flertal af vælgerne mener, at kontrollen ved de danske grænser skal styrkes.

Det viser en ny meningsmåling, som analyseinstituttet Voxmeter har lavet for Ritzau.

I målingen, der er lavet blandt 1001 vælgere frem mod det kommende valg til EU-Parlamentet, svarer 55,6 procent ja til, at de vil have kontrollen ved grænsen styrket, blandt andet ved igen at sætte flere toldere ind.

36,7 procent svarer nej til samme spørgsmål, mens 7,7 procent svarer, at de ikke ved det.

Kontrollen ved grænsen er netop et af de hede emner frem mod valget den 25. maj: Hvor meget skal der kontrolleres og hvordan?

Blandt andet har Venstre i et udspil fredag afvist, at der skal egentlige, fysiske bomme op ved grænsen. Men at man hellere vil bruge pengene til mere fleksibel toldkontrol i et større område omkring grænserne.

Grænsebomme har længe været et kardinalpunkt for Dansk Folkeparti. Netop øget grænsekontrol og fysiske bomme var en afgørende betaling til partiet fra VK-regeringen, da der skulle lægges stemmer til efterlønsindgrebet kort for folketingsvalget i 2011.

Og det er også et krav, som partiet har gentaget, hvis man igen får de afgørende stemmer i forhold til at gøre Venstres Lars Løkke Rasmussen til statsminister efter et valg.

Radikale Venstre, Liberal Alliance og Konservative har fredag ligeledes afvist tankerne om grænsebomme.

Striden om grænsekontrol har hersket siden 2001, da Danmark tiltrådte Schengen-samarbejdet, der giver åbne indre grænser mellem 26 europæiske lande.

I Voxmeter-målingen for Ritzau bakker næsten halvdelen af vælgerne (49,9 procent) op om fortsat dansk deltagelse i Schengen.

Næsten fire ud af 10 vælgere (38,6 procent) svarer nej til samme spørgsmål. 11,5 procent ved det ikke.

Målingen baserer sig på telefoninterview med 1001 repræsentativt udvalgte vælgere og er gennemført mellem 28. april og 4. maj 2014. Den maksimale statistiske usikkerhed på denne måling er +/-3,1 procentpoint.

/ritzau/