Flertal forlænger frist for terror-redegørelse

Skrevet af admin

26/02/2015

Dagens topnyheder

Et flertal i Folketinget bløder nu op og giver regeringen dobbelt så lang tid til at redegøre for forløbet omkring terrorangrebet i København i weekenden 14. og 15. februar.

Det sker mindre end et døgn efter, at flertallet udenom regeringen - bestående af V, DF, SF, K og LA - gav regeringen en deadline på tre uger til at komme med en redegørelse.

Nu får regeringen seks uger til at redegøre for forløbet omkring terrorangrebet, herunder sikkerheden ved Krudttønden og synagogen i København, samarbejdet med svensk politi om beskyttelsen af Muhammed-tegneren Lars Vilks samt politiets generelle efterforskning i sagen.

Det fremgår af den beretning, som et flertal i Folketingets Retsudvalg har afgivet torsdag eftermiddag, og som DR Nyheder er i besiddelse af.

- Vi har lyttet til den kritik, der har været fra politiet i forhold til, om man har nok ressourcer til at tage sig af den egentlige efterforskning, siger Liberal Alliances retsordfører, Simon Emil Ammitsbøll, til P1 Orientering.

Regeringen skal dog stadig komme med en redegørelse om tre uger.

Den skal redegøre for de sociale myndigheders håndtering af sager, der har haft med gerningsmanden Omar El-Hussein at gøre, samt Kriminalforsorgens generelle antiradikaliseringsindsats og eventuelle ændringer i sikkerheden efter terrorangrebet i Paris i starten af januar.

Flertallet udenom regeringen forlanger altså to separate redegørelser, der skal ligge klar om henholdsvis tre og seks uger.

Opblødningen fra de borgerlige partier og SF kommer, efter at blandt andre rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg har advaret politikerne på Christiansborg mod at forlange en redegørelse, før politiets efterforskning er afsluttet.

/ritzau/