Flirteri med rockermiljøet kan koste to dørmænd jobbet

Skrevet af admin

25/02/2015

Mest læste i dag

Onsdag ventes der at falde dom i Vestre Landsret, når dommerne skal tage stilling til, om to dørmænd bør få frataget deres autorisationer grundet forbindelser til rockermiljøet.

Anklager Anette Wolf Pedersen siger, at en sag som denne ikke er almindelig. Det er blandt andet derfor, at anklagemyndigheden vil tage sagen i landsretten, efter at de to mænd blev frifundet i Retten i Esbjerg sidste år.

- Dette er ikke hverdagskost. Vi vil gerne prøve landsretten, da det er nogle lidt nye sager, vi godt kunne tænke os at høre, hvad landsretten siger til, siger Anette Wolf Pedersen til Ritzau.

De to mænd er begge ansat som dørmænd på en beværtning i Esbjerg, og ifølge politiet er begge mænd tilknyttet motorcykelgruppen No Name Mc Mainland, der ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi har forbindelser til både Hells Angels og Bandidos.

Politiet mener ikke, at de to tiltalte kan udføre deres job forsvarligt, men den begrundelse køber de to tiltaltes forsvarer, Mikkel Fisker, ikke. I deres lejr ryster man på hovedet over, at sagen er blevet til en ankesag.

- De opfylder alle betingelserne, og de har ikke foretaget nogle handlinger, der gør, at de ikke skulle være berettiget til at være dørmænd, siger han til Ritzau.

- Mine klienter er ærgerlige over, at byrettens dom blev anket til landsretten, således at de skulle have en ankesag hængende over hovedet, siger Mikkel Fisker.

- De vil bare allerhelst have ro til at passe deres arbejde.

Mikkel Fisker fortæller til Ritzau, at begge mænd har fået roser og pæne ord med på vejen fra deres fælles arbejdsplads.

I byretten i december 2014 blev de to mænd frifundet, da man ikke mente, at der var faremomenter forbundet med mændenes tilknytning til No Name Mc Mainland.

/ritzau/