Flot EM-historik betyder intet for Olsen

Skrevet af admin

07/09/2014

Dagens topnyheder

Siden EM i 1984 har det danske fodboldlandshold været med i slutrunden om europamesterskaberne syv ud af otte gange - og det blev tilmed til uforglemmeligt EM-guld i 1992.

Den flotte statistik skulle gerne fortsætte med deltagelse ved det udvidede EM i Frankrig i 2016, hvor hele 24 nationer deltager.

Landstræner Morten Olsen gider dog ikke dvæle ved de historisk flotte EM-meritter. Fortidens præstationer hjælper ikke Danmark, når holdet skal i gang med en ny kvalifikation startende med hjemmekampen mod Armenien på søndag.

- Jeg kan ikke bruge traditioner til noget. Intet kan jeg bruge det til. Vi har sat en streg i sandet hver evig eneste gang.

- Og alle hold vil i denne uge tænke, at nu skal det være vores tur. Og med rette. For alle hold har en chance, det har Armenien også, siger Olsen.

Der er ingen tvivl om, at målsætningen er at komme med til EM fra en pulje, der tæller Serbien, Portugal, Armenien og Albanien. De to bedste samt en del treere fra de forskellige puljer går videre.

- Men det er jo også målsætningen for de andre hold. Du kan se, at forskellen mellem holdene er blevet mindre. Serbien har ikke været med i mange år, men prøv lige at se, hvilke spillere de har.

- Det er fint at have en diskussion omkring fodbolden. Men vi er nødt til at kigge på realiteterne, og hvad vi er oppe imod, mener Olsen.

Sommerens VM i Brasilien glippede efter en række dårlige resultater, og det var en stor skuffelse for det danske hold.

- Danmark skal forsøge at komme med hver gang. Jeg siger bare, det ikke er en selvfølge. Det er vi nødt til at acceptere. Global fodbold er blevet totalt anderledes, og hvis vi ikke passer på, så vil det måske tage lang tid, før vi kommer med til slutrunderne.

- Det er en skuffelse hver gang, vi ikke kommer med. Absolut. Drengene vil gøre alt for, at vi kommer med. Men det gør alle de andre også, og så kan det ikke nytte noget, hvad vi gjorde for 20 og 30 år siden, fastslår Olsen.

For lidt over et år siden var Armenien blandt VM-stopklodserne, da Danmark indkasserede et ydmygende 0-4-nederlag i Parken.

- Nu tabte vi til Armenien den ene gang. Men Armenien har været lige ved at kvalificere sig et par gange. Armenien sluttede også af med at vinde over Bulgarien og spille uafgjort mod Italien.

- Så lad os lige få en vis realisme ind. Det der med at sige, at Armenien ikke er noget, fordi holdet aldrig nogensinde har været med ved en slutrunde, det giver jeg ikke meget for. Det viste Costa Rica også ved VM ved at nå kvartfinalen, siger Olsen.

Kampen mod Armenien fløjtes i gang søndag klokken 18.

/ritzau/