Flot fight giver AGF tre point i Randers

Skrevet af admin

17/03/2014

Mest læste i dag

Der var fuld knald på i alle 90 minutter, da Randers tog imod AGF i mandagens sene superligaopgør.

Trods 10 mand i hele anden halvleg, fightede AGF sig til en 3-1 sejr. AGF hopper dermed op på op sjettepladsen, og efterlader Randers lige over stregen.

Det holdt dog hårdt for AGF'erne, da holdets anfører, Anders Kure, måtte gå ud lige før pausen med to gule kort i bagagen. Men Kures holdkammerater kæmpede forbilledligt kampen ud.

Det var ellers med hjemmeholdet i teten fra start. Randers var i klar kontrol og dominerede alle spillets facetter. Men som så ofte før havde randrusianerne svært ved at spille sig frem til målchancer i åbent spil.

Heldigvis for Randers har de en god venstrefod i Kasper Fisker, der er farlig på dødbolde. Og da Fisker for tredje gang efter 25 minutter sendte et præcist hjørnespark indover gav det pote. Djiby Fall fik hovedet på og bragte Randers i front.

Kort efter scoringen måtte Randers foretage sin anden udskiftning i bagkæden, da Mads Fenger gik ud med skade. Johnny Thomsen var allerede gået ud tidligt i halvlegen. Rokeringerne satte gang i AGF, der overtog mere af spillet og kom frem til chancer.

Og pludselig var alt vendt på hovedet. Randers var ikke længere på cruise control. I stedet overtog gæsterne taktstokken og scorede to mål på syv minutter i første halvlegs sidste kvarter.

Først var Danny Olsen var hurtig i omstillingen, og hans spark fra distancen parerede Peter Friis Jensen lige ud i fødderne på Jesper Lange, der nemt udlignede for AGF.

Kort efter bankede Alexander Juel Andersen føringen ind, efter at Anders Kure havde headet på stolpen.

Med 10 mand i hele anden halvleg var AGF'erne tvunget i defensiven. Men Randers kunne ikke bryde aarhusianernes 10-mands-forsvar op. Heller ikke Ronnie Schwartz, der fik comeback efter sin kravebens-skade havde held foran målet.

Og da Danny Olsen scorede til 3-1 kort før slutfløjt, var der ikke længere tvivl om resultatet. Det var en flot sejr til AGF, der fik vigtige point til tabellen og på den mentale konto.

/ritzau/