Flot fight giver HSV-træner god start: 0-0 mod Bayern

Skrevet af admin

20/09/2014

Dagens topnyheder

Bayern München var klar favorit i lørdagens opgør mod Hamburger SV i Bundesligaen, men stjernespækkede Bayern skuffede i 0-0-kampen.

Især på baggrund af første halvleg må det betegnes som et fortjent point til HSV, som har fået en miserabel åbning på sæsonen med blot et point i tre kampe inden opgøret mod Bayern. En sæsonstart, der tidligere på ugen førte til fyring af træner Mirko Slomka.

U23-træneren Josef Zinnbauer blev forfremmet, og den nye træner kunne se sine spillere levere et fornemt tryk på Bayern efter de første nerver var smidt i åbningsminutterne.

HSV-spillerne fortjener især ros for indstilling og fightervilje. Det var ikke til at se, at hjemmeholdet gik på banen som absolut bundhold i Bundesligaen. Ej heller til at se, at modstanderen var det notoriske tophold fra München.

Den ventede klasseforskel på de to mandskaber kunne anes efter pausen, hvor Bayern-spillerne viste mere aggressivitet og fik sat sig på kampen.

Ikke mindst efter træner Josep Guardiola otte minutter inde i anden halvleg sendte Xabi Alonso i aktion på bekostning af Pierre-Emile Højbjerg.

Danskeren havde fået chancen fra start for første gang i Bundesligaen i denne sæson og havde både gode og mindre gode aktioner, men han spillede sig næppe tættere på en fast startplads.

Alonso har fået en flot start i Bayern, og Højbjerg synes heller ikke tæt på at slå en spiller som Philipp Lahm af som starter.

Dertil er flere stjerner ude med skader, så selv om Højbjerg for nylig leverede flot for landsholdet og gør det fornuftigt i Bayern, synes der langt til en fast startplads hos de tyske mestre.

Alonso fik løftet Bayern, og i det hele taget var gæsterne farligere i anden halvleg, men de fik ikke skabt store chancer på samlebånd, og ind imellem førte Bayern-fejl til fine kontramuligheder for hjemmeholdet.

Men det hele endte altså uden mål. Til stor jubel for HSV-fansene

Bayern er stadig med i toppen af ligaen efter to sejre og to uafgjorte opgør, mere overraskende er det, at Hoffenheim og Paderborn er noteret for tilsvarende otte point efter fire kampe.

Hoffenheim vandt lørdag 2-0 ude over Stuttgart, danske Jannik Vestergaard fik de sidste syv minutter på banen.

Hannover 96 med Leon Andreasen mistede til gengæld terræn i topstriden. Leon Andreasen kom på banen 12 minutter efter pausen, men han kunne ikke forhindre oprykkerne fra Paderborn i at vinde 2-0.

/ritzau/