En 25-årig mand fra Kalundborg forsøgte tirsdag at skjule sig fra politiet. Desværre for ham var hans gemmested ikke bedre, end at selv et treårigt barn ville have fundet ham.
Politiet var på jagt efter den 25-årige mand, som ikke var vendt tilbage til fængslet efter at have haft udgang. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Betjentene havde mistanke om, at flugtfangen, der er dømt for berigelseskriminalitet, kunne have søgt tilflugt hos et familiemedlem i Kalundborg. Og ganske rigtigt.
Da man rensagede familiemedlemmets bopæl, fandt man den 25-årige flugtfange. Han havde valgt en større bunke vasketøj som gemmested. Men det var altså ikke nok til at narre ordensmagten.
Den 25-årige blev anholdt og afleveret til Kriminalforsorgen, så han kan afsone resten af sin straf.
Familiemedlemmet, der skjulte den eftersøgte, kan forvente at blive sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at hjælpe en eftersøgt person.