Fly med ofre for flystyrt er landet i Rusland

Skrevet af admin

02/11/2015

Mest læste i dag

Et fly med de jordiske rester af 144 personer fra flystyrtet lørdag i Egypten er landet i Sankt Petersborg i Rusland natten til mandag, beretter nyhedsbureauet AFP.

Flyet fra det russiske katastrofeministerium lettede sent søndag aften fra Egyptens hovedstad, Kairo, med kurs mod den russiske storby, hvor også fly 9268 fra det russiske luftfartsselskab Kogalymavia skulle være landet lørdag.

Ligene er de første af i alt 224 dødsofre fra styrtet, der er blevet transporteret til Rusland, hvor næsten alle passagerne kom fra.

Omkring 160 lig er indtil videre blevet fundet i området på Sinai-halvøen, hvor flyet forulykkede.

Identifikationsproceduren af de russiske ofre for flystyrtet begynder mandag i den russiske storby, skriver nyhedsbureauet Tass.

Passagerflyet havde kun været i luften i cirka 30 minutter, efter at det havde forladt Sharm el-Sheik, da det af endnu ukendte årsager styrtede ned.

Selvom flyets såkaldte sorte bokse er fundet, ventes undersøgelsen af årsagen til flystyrtet ifølge de egyptiske myndigheder at tage flere måneder.

Der har været meldinger om, at det kan have været en teknisk fejl, ligesom at en gruppe, der hævder at have forbindelse til den islamistiske bevægelse Islamisk Stat, siger, at den har skudt flyet ned. Myndighederne afviser dog den sidste mulighed.

Flere luftfartsselskaber afventer efterforskningen og vil flyve deres fly uden om Sinai-halvøen i en periode. Det gælder eksempelvis Air France-KLM, tyske Lufthansa og Emirates.

/ritzau/