Fly nødlander i Glasgow efter at være omdirigeret

Skrevet af admin

26/09/2014

Dagens topnyheder

Et polsk Boeing Dreamliner 787-fly foretog fredag en sikkerhedslanding i Glasgow efter at være blevet omdirigeret undervejs fra Chicago til Warszawa, oplyser lufthavnen i den skotske by.

Ifølge lufthavnen var det piloten, der anmodede om sikkerhedslandingen, der skete på grund af et "teknisk problem". Det polske luftfartsselskab LOT siger, at der var tale om en brandalarm, der blev udløst på grund af en teknisk fejl.

- Nødlandingen skyldtes en fejl i flyets brandalarmsystem. Der var hverken brand eller røg, siger en talskvinde for LOT, Barbara Pijanowska-Kuras.

Flyet, der havde 248 passagerer om bord, blev mødt af udrykningskøretøjer på kørebanen.

- Det blev mødt af udrykningskøretøjer som en sikkerhedsforanstaltning. De vurderede flyet og fandt det sikkert, siger en talsmand for lufthavnen i Glasgow.

- Glasgow lufthavn er åben og operationel, siger talsmanden videre.

Mange andre luftfartsselskaber har oplevet problemer med Boeing-fabrikkernes nyeste flytype.

Norwegian har eksempelvis haft store problemer med langdistanceflyvninger i jule- og nytårsperioden med selskabets nye Dreamliner-fly. Adskillige flyafgange har været ramt af forsinkelser, hvilket har medført hundredvis af klager fra utilfredse kunder.

Hundredvis af fly blev aflyst senere fredag i to af Chicagos store lufthavne, da der opstod en brand i et radaranlæg, som kontrolleres af de føderale myndigheder.

Hjemmesiden Flightradar24 rapporterer, at over 500 flyafgange blev aflyst ind og ud af Chicago.

- Luftrummet over Chicago er næsten tomt på grund af en brand i Aurora Air Traffic Control, oplyser Flightradar24.

/ritzau/Reuters