Flygtninge koster 250 millioner ekstra i 2015

Skrevet af admin

26/08/2014

Mest læste i dag

Det vil koste rundt regnet 250 millioner kroner ekstra i kontanthjælp og øget danskundervisning, at antallet af opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte stiger i 2015.

Sådan lyder det overordnede regnestykke i regeringens udspil til næste års finanslov ifølge Ritzaus oplysninger.

Her forventer man en merudgift på 145,1 millioner kroner til kontanthjælp i forbindelse med integrationsprogrammet.

Det skyldes en stigning i antallet af kontanthjælpsmodtagere i programmet fra 7117 såkaldte helårspersoner i 2014 til 9258 helårspersoner i 2015.

Derudover kommer der en merudgift på 96,8 millioner kroner i forbindelse med beskæftigelsesrettede tilbud og danskundervisning.

Det skyldes, at antallet af helårspersoner i aktive tilbud vil stige fra 5920 i 2014 til 7675 i 2015. Samt at antallet af helårspersoner, der modtager danskundervisning, vil stige fra 12.501 i 2014 til 14.696 i 2015. Derudover vil enhedsprisen på danskundervisningen samtidig stige.

Udviklingen i antallet af flygtninge og indvandrere, samt deres integration i Danmark er spået til at blive en af den kommende valgkamps helt store emner, og tallene i finansloven kan ende med at blive omdrejningspunktet, når den økonomiske side af sagen skal debatteres.

Flere af de politiske partier har allerede fremlagt deres syn på udviklingen.

Venstre har eksempelvis fremlagt et nyt omdiskuteret udlændingeudspil, der vil gøre op med reglerne for, hvilke krav, der stilles til udlændinge, der vil til Danmark for at arbejde.

De Radikale går til valg på at afskaffe 24-års-reglen, mens Socialdemokraterne vil sende asylansøgere hurtigere hjem, har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bebudet.

Ifølge Ritzaus oplysninger fremgår det af finanslovudspillet, at antallet af asylansøgere vil stige til 7500 i 2015. Det er 500 mere end i år.

Dog vil regeringen skære i udgifterne. I år ligger omkostningerne på 1,14 milliarder kroner, mens det efter forventningen falder med cirka 270 millioner kroner næste år.

Der skal senest være valg i september 2015.

/ritzau/