Flykaprer vender hjem efter 30 år i Cuba: Anholdt af FBI

Skrevet af admin

07/11/2013

Dagens topnyheder

En tidligere militant amerikaner, der kaprede et fly til Cuba for 30 år siden, fløj onsdag hjem til USA. Her blev han med det samme anholdt af forbundspolitiet FBI i lufthavnen i Miami.

William Potts, der også er kendt under sine alias William Freeman og Løjtnant Spartacus, er sigtet for pirateri, oplyser statsadvokaten i Miami.

Potts kan se frem til 20 år i fængsel, hvis han bliver kendt skyldig i at have kapret flyet fra Piedmont Airlines, som han tvang til at sætte kurs mod Cubas hovedstad, Havana, tilbage i 1984.

Ifølge de amerikanske myndigheder steg Potts på flyet i New York og afleverede en seddel til flypersonalet om, at han havde plantet sprængstoffer om bord og krævede, at flyet landede i Havana.

Potts troede, at han ville være velkommen i Cuba, men i stedet blev han anholdt og dømt for luftpirateri. Efter 13 år i et cubansk fængsel, slog han sig ned i Cuba, blev gift og fik to døtre, der har boet i USA siden 2012.

- Jeg er meget nervøs for at vende tilbage. Det her er foregået over så lang tid. Jeg håber bare på en løsning, sagde 56-årige Potts, før han steg på flyet i Cuba.

Han regnede med, at USA ville tage i betragtning, at han havde afsonet en straf i et cubansk fængsel.

- Jeg har begået en forbrydelse. Jeg har betalt prisen, og det er det, sagde han.

Han menes at være et af de sidste medlemmer af De Sorte Pantere - en militant gruppe, hvoraf flere er døde, men andre bor i Cuba eller er vendt hjem til USA med udsigt til lange fængselsstraffe.

Potts har i årevis forsøgt at vende hjem. I 2009 bad han om præsident Barack Obama om benådning.

/ritzau/Reuters