Flykatastrofe kræver international undersøgelse

Skrevet af admin

17/07/2014

Dagens topnyheder

USA's præsident, Barack Obama, siger, at "en frygtelig tragedie" er sket i Ukraine, og at USA vil støtte de ukrainske myndigheder på alle måder med at få opklaret, hvordan flykatastrofen skete.

- USA er ved at undersøge, hvorvidt der var amerikanske statsborgere om bord i flyet, siger den amerikanske præsident videre.

I Paris har præsident François Hollande i en erklæring givet udtryk for, at han er "ekstremt berørt" af katastrofen, og han udtrykker sin medfølelse med alle pårørende til de dræbte.

Der var mindst fire franske statsborgere om bord på det malaysiske passagerfly, som styrtede ned i det østlige Ukraine, oplyser Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius.

- Der må øjeblikkelig iværksættes en efterforskning af denne store tragedie, tilføjer Fabius.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har kondoleret Malaysias regering efter nedskydningen af passagerflyet, som havde mindst 295 mennesker om bord.

Samtidig beskylder Putin indirekte Ukraine for at være ansvarlig for katastrofen.

- Der er ingen tvivl om, at det land, på hvis territorium denne frygtelige tragedie fandt sted, bærer ansvaret. Tragedien ville ikke havde fundet sted, hvis der var fred i landet og hvis militære operationer ikke var blevet genoptaget i det sydøstlige Ukraine, siger Putin ifølge det russiske nyhedsbureau Ria Novosti.

Også Natos generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, ønsker en international undersøgelse af styrtet, og han nævner samtidig de russiske separatister i forbindelse med episoden:

- Meget er fortsat uklart, når det gælder omstændighederne omkring flystyrtet. Men ustabiliteten i regionen, foranlediget af de russisk støttede separatister, har skabt en stadigt mere farlig situation, siger Anders Fogh Rasmussen.

I Bruxelles siger EU's udenrigschef, Catherine Ashton, at omstændighederne omkring katastrofen er dybt chokerende, og hun sender sin dybeste medfølelse til alle de dræbtes familier.

- Alle omstændigheder må opklares uden nogen form for udsættelse, og en internationale undersøgelse må kaste fuldt lys over denne tragedie, skriver hun i en erklæring.

- Vi opfordrer alle parter i regionen til at sørge for fuld adgang til nedstyrtningsstedet, og vi opfordrer alle til at samarbejde fuldt og helt.

Erklæringen slutter med en understregning af, at flykatastrofen understreger, hvorfor det er så vigtigt at få afsluttet konflikten i Ukraine.

/ritzau/AFP