Flystyrt får Malaysia til at tone Formel 1-show ned

Kevin Magnussen og hans konkurrenter kommer til at køre weekendens Formel 1 grandprix i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur nogenlunde som planlagt.

Men på grund af det Malaysia Airlines-fly, som har været savnet siden den 8. marts og nu er sporet styrtet i det indiske ocean, er selve showet omkring grandprixet tonet ned.

Således har arrangørerne aflyst to koncerter med den amerikanske sanger Christina Aguilera, som skulle have fundet sted i Kuala Lumpur fredag og lørdag.

Olieselskabet Petronas, som sponserer et Formel 1-team og samtidig står bag den årlige koncert, som sætter det hele i gang, siger tirsdag, at koncerten er aflyst.

- Vi gør det for at vise respekt for familier og pårørende til personalet og passagererne på MH370, skriver Petronas i en meddelelse på det sociale medie Facebook.

- Det er en sand tragedie og vi er dybt berørt af situationen, skriver firmaet videre.

Ledelsen for hele Formel 1-organisationen vil i løbet af tirsdagen drøfte mulighederne for at gøre noget for ofrene for ulykken efter grandprixet.

Laureus Sports Academy, som hvert år kårer verdens største sportspersonligheder, skulle hylde sidste års personligheder ved et arrangement i byen onsdag. Her siger man også, at den begivenhed bliver reduceret væsentligt.

/ritzau/

 

Dagens Gossip