Flytrafikken åbner igen i Københavns Lufthavn

Skrevet af admin

28/10/2013

Dagens topnyheder

Der er igen fly i luften over Københavns Lufthavn i Kastrup. Flytrafikken er mandag aften genåbnet i lufthavnen, efter voldsomme vindstød fik fyldte fly til at hobe sig op og forhindre, at nye fly kunne komme til.

- Klokken 20.30 åbnede vi igen for, at fly kan lette fra og lande i Københavns Lufthavn, siger Lars Lemche, senior kommunikationsrådgiver i Københavns Lufthavne.

- Vi har alle mand af hus for at få tømt flyene, få dem fyldt igen, og få dem ud at flyve, men der må påregnes nogle forsinkelser og aflysninger mandag aften, og trafikken tirsdag morgen kan også blive påvirket, siger han til Ritzau.

Problemer med at få passagererne ud af ventende fly i stormen gav så store pladsproblemer i lufthavnen, at al trafikken måtte indstilles i en periode mandag aften.

For stormen var så heftig, at det var for risikabelt at få passagerne fra borde i de ventende fly.

- Det var så heldigt, at vindretningen passede perfekt til den vej, som vores baner vender, så man faktisk kunne lande og lette under hele stormen. Det kunne man ikke i en række andre lufthavne, og det betyder, at en masse fly blev omdirigeret hertil.

- Men vi kunne ikke køre trapper eller jetbroer op til flyene. Vindstødene var så voldsomme, at de i værste fald kunne vride en trappe af, og det kunne vi jo ikke have, siger Lars Lemche.

Selvom der nu igen er fly i luften over Københavns Lufthavn i Kastrup, så vil trafikken altså være præget af forsinkelser i en periode, siger Lars Lemche.

- Der bliver forstyrrelser i trafikken, men målet er at få ryddet så godt op som overhovedet muligt, så vi kan få en så normal tirsdag som overhovedet muligt, siger han.

Passagerne med billetter til afgange mandag eller tirsdag opfordres til at følge med på lufthavnens hjemmeside eller kontakte deres flyselskab for at høre nyt.

/ritzau/