FN: 24 bekræftet døde efter orkan i Vanuatu

Skrevet af admin

16/03/2015

Mest læste i dag

24 mennesker er indtil videre bekræftet omkommet på grund af den voldsomme storm Pam, der ramte Vanuatu i weekenden.

Det meddeler OCHA, som er FN's organ for koordinering af nødhjælpsindsatser.

- Der er 24 bekræftede dødsofre. 11 fra Tafea, otte fra Efate og fem fra Tanna, skriver OCHA i en meddelelse.

Orkanen Pam hamrede ind over østaten natten til lørdag med vindstød på op til 320 kilometer i timen.

Den britiske hjælpeorganisation Oxfam anslår, at den tropiske superorkan har ødelagt eller beskadiget op mod 90 procent af husene i Vanuatus hovedstad, Port Vila.

Hjælpeorganisationer siger, at forholdene i østaten er blandt de mest udfordrende, de har oplevet.

- På trods af meldinger om alvorlige og omfattende skader, er Shefa den eneste provins der på dette tidspunkt er erklæret i undtagelsestilstand, siger OCHA om den region, som Port Vila ligger i.

Over 3000 mennesker er sendt til 37 forskellige evakueringscentre.

Omkring 132.000 mennesker, heraf 54.000 børn, mangler ifølge FN akut humanitær hjælp.

Militærfly fra Australien, New Zealand og Ny Caledonien har overfløjet Vanuatu for at forsøge at få et overblik over skaderne.

- Radio- og telekommunikation med de ydre øer er endnu ikke oprettet, skriver OCHA i sin opdatering fra østaten.

/ritzau/AFP