FN frygter det totale kaos i afrikansk kupstat

Skrevet af admin

26/11/2013

Dagens topnyheder

Den Centralafrikanske Republik risikerer at bryde sammen i kaos, hvis ikke verdenssamfundet hurtigt griber ind.

Sådan lyder advarslen fra FN's vicegeneralsekretær, svenske Jan Eliasson, som mener, at landet står i en desperat sikkerhedssituation.

- Den Centralafrikanske Republik er i færd med at blive en yngleplads for ekstremister og væbnede grupper i en region, som allerede lider under konflikt, sagde Eliasson til FN's Sikkerhedsråd mandag.

- Et land i hjertet af Afrika synker ned i komplet kaos lige foran øjnene af os. Situationen kræver umiddelbar og beslutsom handling, tilføjede han.

Jan Eliasson støtter forslaget om at sende en FN-styrke til Den Centralafrikanske Republik, hvor der allerede er en afrikansk militærstyrke på plads

Landets tidligere koloniherre, Frankrig, har varslet, at man er indstillet på at bidrage med yderligere 800 soldater ud over de 410, som allerede befinder sig i hovedstaden Bangui.

Håbet med en eventuel FN-styrke er, at man kan genoprette ro og orden, efter at oprørere styrtede præsident François Bozize i foråret, men siden mistede kontrollen over landet, der er på størrelse med Frankrig.

Den fattige og kupplagede stat har kæmpet med vold og politisk ustabilitet, siden det blev selvstændigt i 1960. Det er trods store forekomster af guld, diamanter og uran en af de mindst udviklede stater i Afrika.

Landet danner også rammen om den Robert-belønnede danske film "Ambassadøren" fra 2011. I filmen følger man journalisten Mads Brügger, der via åbenlys korruption opnår diplomatiske privilegier.

/ritzau/NTB