FN: Kampfly-angreb på bryllup kan være blodigste i Yemen

Skrevet af admin

29/09/2015

Mest læste i dag

Flere end 100 mennesker meldes omkommet efter luftangreb, der mandag ramte et bryllup ved Yemens kyst til Det Røde Hav.

En hospitalskilde i byen Maqbana oplyser tirsdag, at 131 personer er omkommet i luftangrebene.

Det vil være det højeste civile tab under konflikten, hvis det bekræftes, siger FN.

Arabiske koalitionsstyrker mistænkes for angrebet, og vidner på stedet fortæller ifølge nyhedsbureauet AFP, at kampfly angreb en bryllupsfest nær byen Mokha, som er under Houthi-oprørernes kontrol.

Saudi-Arabien afviste mandag at stå bag angrebet.

- Hvis tallene er så høje, som det siges, kan dette være den blodigste hændelse siden starten af konflikten, siger Rupert Colville, som er talsmand for FN's menneskerettighedskontor, OHCHR.

Saudiarabiske kampfly har ført an i en bombekampagne, der blev sat i gang i marts for at fortrænge iransk-støttede Houthi-oprørere og genindsætte Yemens afsatte præsident, Abd-Rabbu Mansour Hadi.

Mindst 4300 mennesker har mistet livet, og krigen har medført en omfattende humanitær krise.

Luftbombardementerne har resulteret i flere massedrab på civile, blandt andet 36 mennesker på et vandtapperi i august. I april døde 25 civile, da koalitionen bombede et mejeri.

/ritzau/AFP