FN nægtes at undersøge krigsforbrydelser på Sri Lanka

Skrevet af admin

19/08/2014

Dagens topnyheder

Efterforskere fra FN, som skulle undersøge påståede krigsforbrydelser i Sri Lanka under den 30 år lange borgerkrig, vil ikke få visum til øen, siger præsident Mahinda Rajapaksa.

- Vi vil ikke tillade dem indrejse, siger Rajapaksa til en gruppe udenlandske journalister i hovedstaden Colombo.

Præsidenten har længe været under internationalt pres for at give efterforskerne adgang til Sri Lanka, og landet har nægtet at acceptere autoriteten af FN's Menneskerettighedsråd (UNHRC).

FN-organet har tidligere besluttet at undersøge beskyldninger om, at militæret dræbte 40.000 civile under borgerkrigen, som sluttede i 2009.

Det er første gang, at præsidenten slår fast, at landet ikke vil tillade efterforskerne indrejse.

- Det, vi siger, er, at vi ikke accepterer undersøgelsen. Vi er imod den. Men når det handler om andre FN-organisationer, er vi altid klar til at samarbejde, siger Mahinda Rajapaksa.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, har appelleret til, at Sri Lanka samarbejder om undersøgelsen.

I november sidste år besøgte den britiske premierminister, David Cameron, den tidligere slagmark Jaffna på Sri Lanka for at mødes med ofrene for den etniske konflikt. Adskillige tusinder mistede livet i kampe mellem tamiler og militæret ved Jaffna.

Cameron havde imidlertid ikke held til at overbevise præsidenten om, at Sri Lanka skal acceptere en international undersøgelse af den 30 år lange borgerkrig.

/ritzau/AFP