FN: Næsten 3200 har mistet livet i Ukraine-konflikten

Skrevet af admin

16/09/2014

Mest læste i dag

Antallet af dræbte under konflikten i det østlige Ukraine er nu oppe på næsten 3200 siden kampene mellem separatister og regeringsstyrker brød ud i april.

Samtidig er mere end 8000 mennesker blevet såret i konflikten. Det fremgår af en rapport fra FN's nødhjælpsorganisation Ocha.

Ifølge FN er 3171 personer dræbt under krigshandlingerne. Blandt ofrene er 27 børn. Andre 8061 er såret.

Antallet af internt fordrevne personer, som er blevet tvunget til at forlade deres hjem i regionerne Donetsk og Lugansk, er opgjort til 263.000. Yderligere 366.900 mennesker fra området er flygtet til nabolande - hovedsageligt Rusland.

Det faktiske antal fordrevne og flygtninge er dog langt højere og sandsynligvis over en million, har FN erkendt. Mange internt fordrevne undlader at registrere sig, og opgørelsen for antal flygtede omfatter kun de personer, som har henvendt sig til myndighederne.

De stridende parter blev 5. september enige om at indstille skyderierne, men våbenhvilen er skrøbelig: I weekenden blev seks civile dræbt, da en raket slog ned tæt på en markedsplads i Donetsk, som prorussiske separatister har kontrolleret i flere måneder.

Ingen har taget ansvaret for angrebet, som regeringsstyrker og prorussiske separatister gensidigt beskylder hinanden for at stå bag.

Mandag kunne der høres skyderier omkring lufthavnen i byen, og internationale observatører kom også under beskydning, skriver nyhedsbureauet AFP.

Trods de fornyede uroligheder offentliggjorde Ukraines præsident, Petro Porosjenko, som aftalt i forbindelse med våbenhvilen et forslag, der vil give separatisterne begrænset selvstyre i tre år i dele af det østlige Ukraine.

Lovgiverne i parlamentet i Kijev ventes tirsdag at godkende forslaget.

Ifølge rapporten fra FN bliver våbenhvilen i det store og hele overholdt.

/ritzau/AFP