FN og USA fordømmer bombeangreb på hospital i Aleppo

Skrevet af admin

29/04/2016

Dagens topnyheder

USA og FN fordømmer et bombeangreb på et hospital i den syriske by Aleppo, og Washington kræver, at Rusland lægger bånd på dets syriske allierede.

FN's særlige udsending til Syrien, Staffan de Mistura, siger til en arabisk tv-kanal, at han ikke tror på, at angrebet var en fejltagelse.

Reaktionerne fra FN og Washington kommer på et tidspunkt, hvor situationen i Aleppo er begyndt at udvikle sig katastrofalt. Der er overhængende fare for, at den delte by bliver kastet ud i en stadigt mere eskalerende krig, da en våbenhvile er tæt på et totalt sammenbrud.

Kampe i Aleppo kostede torsdag mindst 53 civile livet, hvilket er det højeste antal dødsofre på en enkelt dag, siden volden begyndte at eskalere for en uge siden.

Overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 202 civile er dræbt i Aleppo i den seneste uge.

En ledende, regeringsvenlig avis i Syrien, al-Watan, skriver ifølge nyhedsbureauet AFP, at regeringshæren forbereder en stor offensiv for at genindtage Aleppo, som er landets næststørste by efter Damaskus.

- Nu er tiden inde til at indlede kampen for den fuldstændige befrielse af Aleppo og dens omliggende provins, skriver avisen.

USA's udenrigsminister, John Kerry, udtrykker "harme" over luftangrebet mod Al-Qud- hospitalet i den oprørskontrollerede bydel Sukkari i Aleppo. Han siger, at det ser ud, som om angrebet er "udført fuldt forsætligt."

- Rusland har et akut ansvar for at lægge pres på det syriske regime nu, siger Kerry.

FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, siger, at angreb mod civile ikke kan undskyldes:

- De skyldige i disse forbrydelser må stilles til ansvar.

Byens sidste børnelæge og tre børn var blandt dem, der blev dræbt af bomberne mod hospitalet, hvor mindst 20 blev dræbt. Hospitalet var støttet af Læger uden Grænser.

Situationen i Aleppo er blevet "katastrofalt forværret" i de seneste 24-48 timer. Det samme gælder dele af Homs, siger Jan Egeland, som leder den FN-støttede, humanitære indsatsgruppe i Syrien.

Egeland advarer om, at hvis angreb fortsætter i Syrien som hidtil, vil FN ikke som planlagt være i stand til at gennemføre en ambitiøs plan om at bringe nødhjælp ud til 35 belejrede og svært tilgængelige områder i løbet af maj.

/ritzau/AFP